Her gik jeg og troede, at jeg kunne stole på mine medarbejdere. Men det kan jeg ikke. Det har jeg lige erfaret. Jeg har været til hastemøde med bygherren. Bygherren er kommunen. De har bestilt os til at bygge en stor, ny kontorbygning for dem. Faktisk en udvidelse af rådhuset. Arkitekten, der har tegnet udvidelsen, er ret dygtig. Han har fundet en genial løsning, der binder den gamle del af rådhuset sammen med den nye. Vi fik kontrakten på selve opførslen af tilbygningen. Vi taler om 1500m2. I to plan. En ret stor udvidelse. 3000 m2, i alt.
Gulvene
Indholdsfortegnelse
Mødet startede med en meget dårlig stemning. Der var sure miner. Der var optræk til skænderier. Hvad er der sket? Går det ikke som planlagt? Jeg var lidt forundret. Det viste sig, at arkitekten havde været på besøg for at besigtige de første spadestik til opførelsen af udvidelsen. Han så, at det første fundament var blevet støbt, og at der var godt fremskridt i byggeriet. Han havde planlagt, at der skulle lægges Thermotec ind under de Estrich slidlagsgulve, som derefter skal belægges med enten fliser eller et eller andet materiale. Og hvad opdagede han? At vores ingeniør, der er ansat til at efterse byggeriet, ikke var vågen i timen. Arkitekten fandt nemlig ud af, at der ikke var blevet lagt det der Thermotec isoleringsmateriale under slidlagsgulvet. Og det blev han godt sur over. Han vil have, at vi bryder hele slidlagsgulvet op og begynder forfra.Det er dyrt at gøre med den slags gulve.
Klimabeskyttelse
Det har noget med klimabeskyttelse og den slags at gøre. Og hvordan fandt han ud af, at vi ikke havde lagt Thermotec under gulvet? Ja, han gik om bag ved byggepladsen der, hvor alle byggematerialerne bliver lagret, og så at ingen af sækkene med Thermotec, som ikke var blevet brugt. Han troede ikke sine øjne. Thermotec lægges jo først ind. Det fungerer isolerende. Hjælper med at holde på varmen. Han blev gal. Han ringede til kommunen og spurgte dem om, hvad der foregår. Og kommunen ringede til mig.
Selvfølgelig kunne jeg ikke gøre andet end at beklage, at det er en fejl. En stor fejl. En af dem, der bare ikke må ske. Jeg blev rasende på ingeniøren. Ringede op til ham på stedet. Han svarede naturligvis ikke.
Så nu har jeg måttet forpligte firmaet til at udbedre fejlen. For egen regning. Det bliver en stor regning. Den bliver en svær pille at sluge. Og ja, jeg er meget gal på en af mine ansatte. Hvorfor har han ikke stoppet håndværkerne, da han så, at de startede forkert på gulvet?
Skal han fyres?
Skal jeg fyre ham? Kan jeg fyre ham? Muligvis ikke. Hvad skal man også med alle de fagforeninger. Det er jo en kostbar fejl. For mit firma. Jeg er tilbage efter mødet nu. Jeg forsøger at falde til ro. Det er svært. Jeg ringer til ingeniøren igen. Han svarer denne gang. Jeg kan høre, at han er omgivet af mennesker, der griner af glæde og ønsker tillykke. Jeg siger til ham, at han er nødt til at afbryde festen, han deltager i. Han skal komme nu. Vi skal have en alvorlig samtale.