Min bedste veninde kommer på besøg i julen. Det bliver skønt at se hende. Og det bliver så spændende at høre hende fortælle om sine succeser på teatrene derovre i London. Hun er jo så talentfuld og har arbejde mange år ud i fremtiden.
Vi mødtes på en teater efterskole ( https://naae.dk/ ) for en del år siden. Dengang var hun en lille, spinkel og meget genert pige. Vi fandt hurtigt sammen. Slyngveninderne blev vi kaldt. Og det var og er måske rigtigt. Vi hang i hvert fald tæt sammen i mange år. Lige indtil hun flyttede til London. Hun har arbejde på et af de virkeligt store musical teatre derover. Ikke som sanger eller danser. Heller ikke som musiker. Hun er scenograf – og har som sagt stor succes med de flotte kulisser, hun kan lave. Hun ved alt om lys- og lydeffekter. Har stor sans for det akustiske – men hendes store talent ligger altså i, at hun kan fremstille scenekunst, så det batter.

Talentet

Hun siger selv, at hvis hun ikke havde haft det år på teater efterskolen, så ville hun aldrig have opdaget sit virkelige talent. Så ville hun muligvis sidde i en eller anden flække i Danmark og forsøge at stable noget amatørteater på benene. Hun troede jo, at skuespil var hendes stærke side. Men som hun siger, så opdagede hun i tide, at hun har mange andre talenter, som i dag er meget værdifulde for hende.

Hun arbejder i et miljø, som hun er vild med: Teater, musicals, en kosmopolitisk by, et verdenskendt teatersted. Hun arbejder med det, hun elsker: Skuespillere, sangere, dansere, kunstnere og kyndige teaterfolk. Alle dem, der ligesom er bagved scenen: Lysteknikerne. Lydteknikerne. Malerne. Tegnerne. Formgiverne: Tømrere, keramikere, tekstilkyndige, syersker osv. Det er jo en verden, som vi slet ikke tænker på, når vi er i teateret. Vi nyder bare forestillingen. Og tænker først bagefter på arbejdet, der ligger bagved. De mange timers prøver. De fejlslagne øjeblikke, hvor scenen falder sammen, hvor intet fungerer, når datoen for premieren nærmer sig.

Taknemmelig for sin skole

Hun er meget taknemlig for, at hendes forældre gav hende lov til at bruge et år af sin tid på en teater efterskole. Det år var afgørende for hende. Ikke kun i forhold til det fremtidige karrierevalg. Også i forholdet til hendes forældre. Det hjalp hende jo til at få et meget bedre forhold til dem.

For mig er det et eventyr at høre hende fortælle om sit arbejde. Og jeg glæder mig til at få lov til at se nogle billeder af hendes skitser til en forestilling, der bliver sat op om et års tid. De er tophemmelige, så hun har ikke villet sende dem til mig. Så meget desto bedre: Vi får en mulighed og en god undskyldning for at være slyngveninder i nogle timer, når hun er her. Vi får mulighed for at mindes alle de gode diskussioner, vi havde omkring fremtiden, dengang vi mødtes på teater efterskolen. Vi får en mulighed for at fortælle hinanden, at vi stadig elsker hinanden. Kan jeg ønske mig mere?