Måske er jeg ved at blive skør. Men der er faktisk noget, som går mig på. Jeg er meget bekymret i disse Covid-19 tider. Ikke kun over smittefaren, og over, at jeg selv og mine nærmeste kan blive alvorligt syge. Jeg er også meget bekymret for, at sundhedssystemet bryder sammen. Ja, altså jeg ved jo godt, at hospitalerne forbereder sig på at skulle modtage mange patienter, som skal i intensiv behandling. Det er jeg naturligvis også bekymret over. Men det er ikke kun det. Nej. Det er også en alvorlig bekymring at tænke på, at læger og plejepersonale arbejder i døgndrift.
Triste billeder
Indholdsfortegnelse
Der er jo billeder over hele verden fra hospitaler i Italien, hvor hospitalsansatte har sår i ansigterne efter at have gået med de her masker i mange timer. Og de er trætte. Man kan se det på dem. Men hvad er – og det er min største bekymring: Konsekvenserne for dem? Vi ved, at nogle af dem også selv bliver smittet. Det kan ikke undgås. Vi ved også, at nogle af dem også er nødt til at se til patienter, som lider af andre sygdomme. Og her er det, mit spørgsmål kommer ind:
Er de i stand til at se til andre patienter på en forsvarlig måde?
Altså det, jeg mener, er de ikke så udkørte af træthed og sorgen, de ser, og oplever, at de kan behandle andre patienter korrekt? Jeg er ikke sikker.
Så kunne jeg jo være kynisk at sige til mig selv: Heldigvis har vi noget, der hedder patienterstatning her i landet. Den vil da blive sat på arbejde, når denne krise er overstået. Men har du tænkt på, hvilke konsekvenser det kan have? Ikke både i form af fejlbehandling eller forkert medicinering, men også samfundsøkonomisk? Det er ikke til at holde ud at tænke på. For det første forkerte diagnosticeringer og derefter forkerte behandlinger – det er da en ’indirekte smitte’ som bliver uundgåelig. Og det bliver dyrt. For dig og mig. Som almindelige skattebetalende borgere her i landet.
Selv mindre byer har store advokater
Og hvis jeg så skulle være endnu mere kynisk, så kan jeg jo bare konstatere, at det vil i fremtiden give meget arbejde til dem, der kører sager om patienterstatninger. Ja, ikke kun advokaterne i alle de byer, hvor der er store hospitaler: Advokater i Odense og København. Så sandelig også i de mindre byer. Fx advokater i Silkeborg eller Slagelse.
Ja, men er det nok til at rette op på en økonomi, som bogstaveligt talt er blevet smeltet sønder og sammen? Ønsket er der, håbet er der. Realiteten? Hvordan ser den ud? Jeg ved det ikke. Men det er en kilde til stor bekymring for mig. Og det er ikke til at holde ud. Jeg kunne godt tænke mig at melde mig som frivillig medhjælper på et hospital. Så længe jeg ikke er syg, så må jeg da kunne gøre noget. Det er muligvis det rigtige råd, vi får: Hold dig hjemme. Men det er altså svært at sidde her og kukkelure med alle de tanker og bekymringer. Når jeg nu ved, at jeg kan gøre noget.