Jeg er lidt i vildrede. Jeg ved, at hun bliver sur på mig. Men jeg vil bare gerne sende hende en buket blomster. Her søndag d. 8/3. Kvindernes dag. Og hun er kvinden i mit liv. Og det skal hun vide. Men vil hun fortolke min handling, som om at jeg udtrykker, at jeg godt ved, at jeg bare er en gammeldags person, der ikke har et dyt forstand på, hvad kvindekamp vil sige? Måske vil hun fortolke det, som en malplaceret undskyldning for, at jeg ikke sendte blomster til hende på Valentines Day? Det var jo kun lige godt 3 uger siden.

Svag?

Ja, det kan godt være, du synes, at jeg er en svag person, men det er nogle af de tanker, jeg gør mig her i dag. Jeg har været på nettet for at finde en blomsterforhandler, der har blomsterudbringning på Amager, fordi det er der, min kæreste bor. Jeg bor selv inde i København. Men når jeg nu har besluttet mig for at tage chancen og sende blomster til hende, så vil jeg gerne have, at buketten ikke skal ligge og visne i en varebil. Så jo kortere afstand fra forhandler til modtager jo bedre.

En holdning – eller noget

Og så må hun godt blive sur på mig. Jeg mener ikke, at kvinder skal undertrykkes og besnæres med gaver og blomster. Jeg vil bare gerne fortælle hende, at jeg tænker på hende. På hendes køns dag. Der er meget at gøre for at komme uligheden mellem mænd og kvinder til livs. Jeg ved det. Og jeg ved, at jeg kunne gøre noget. Men jeg får det ikke gjort. Hvorfor? Fordi jeg er mand. Og fordi jeg ikke har hendes problemer inde tæt på livet hver eneste dag, ligesom hun har.

Jeg har kontaktet butikken med blomsterlevering i København, jeg har bestilt buketten. Så må jeg tage diskussionen med hende telefonisk i morgen, når jeg kommer hjem fra London.