Jeg begyndte til ridning da jeg var 6 år gammel, jeg kan huske første gang jeg skulle sætte mig op på en pony, og min mor skulle trække mig rundt på ridebanen, det var den vildeste oplevelse, og jeg vidste i det sekund, at det her var noget jeg skulle beskæftige mig med resten af livet!

Da jeg var barn var jeg sikker på, at jeg var skabt til, at sidde på ryggen af en pony, at det var mit kald i livet. Min plan var, at når jeg færdig med folkeskolen skulle jeg begynde med, at arbejde som staldpige og på den måde, skulle jeg i løbet af få år blive den yngste berider i Danmark. Som jeg blev lidt ældre, fandt jeg ud af, at det nok ikke helt var en realistisk drøm, da chancen for at kunne leve af, at være berider var meget lille.

Så min mor fik mig overbevist om, at jeg skulle tage en gymnasial uddannelse og dernæst en videreuddannelse, så jeg altid havde noget at falde tilbage på. Hun garanterede mig for, at hun ville hjælpe til med udgifterne til en hest, imens jeg var under uddannelse, sådan at min drøm som berider ikke var helt urealistisk.

Hele min barndom havde jeg haft ponyer, og som jeg blev ældre blev de skiftet ud med heste. Min store passion var springning, jeg elskede følelsen af vægtløshed, når man i fællesskab med hesten svævede over et spring. De heste jeg har haft, har alle mere eller mindre været rå heste når jeg fik dem, de skulle trænes til, at kunne rides på og springes på. Elsker at det var mig der har reddet hesten til, at det var min fortjeneste, at den var blevet så god som den blev. Hvilket selvfølgelig også er derfor, at jeg altid har gået med drømmen om at leve af at tilride heste.

Da jeg var færdig med mine studier, var jeg blevet 25 år gammel. Jeg sikrede mig arbejde ved en berider, hvor jeg hjalp til i stalden, med at lukke heste ind og ud, fodrer, holde rent, samt jeg hjalp ligeså stille med at motionere og tilride hestene. Jeg købte for første gang min egen hest, en helt fantastisk skimmel hingst på 3 år, der skulle tilrides fra bunden. Han var høj, muskuløs, kærlig, nærværende, frisk og han blev hurtigt verdens bedste ven. Vi havde et samarbejde der var ulige noget jeg nogensinde havde prøvet før, han gjorde alt hvad han kunne for, at tilfredsstille mig og give mig en god ridetur, og jeg elskede ham højere end alt andet!

Han var opstaldet der hvor jeg arbejdede, så når jeg var færdig med en lang hård arbejdes dag, så brugte jeg hele aften sammen med ham, hele mit liv var i den stald og der var intet sted jeg heller ville være.

Da han blev 4 år, valgte jeg at kastrere ham, jeg ville ikke risikere, at han skulle miste hans dejlige sind til hingste kådhed. Da han blev 5 år begyndte vi ligeså stille at starte stævner, her brillerede han over alt forventning, og han tog den ene placering hjem efter den anden. Da jeg købte ham, valgte jeg at få en hesteforsikring, der dækkede hvis han skulle blive uanvendelig eller måtte aflives, så erstattede den hans værdi, så hvis uheldet var ude, kunne jeg finde mig en ny hest.

Dette var et scenariet jeg aldrig havde forstillet mig skulle blive aktuelt, men til et stævne i september 2015, da han var blevet 9 år og havde en værdi der var 10 gange højere end den pris jeg købte ham for, skete det en hver hesteejer frygter. Vi var kommet op i M klasserne, flere og flere kom med tilbud om at købe ham, da han var en af de smukkeste og dygtigste heste til stævnerne, men jeg kunne aldrig skaffe mig af med ham, han var min eneste ene og jeg var hans.

Vi havde reddet en fejlfri runde, men da det så kom til omspringningen, have han fået for meget fart på op mod et spring, så han kunne ikke vurdere afstanden og styrtede i springet. Jeg selv blev kastet af og landede forholdsvist blødt, kun med en brækket arm, hjernerystelse og lidt indreblødninger. Min eneste ene, min øjesten, kom rigtigt slemt til skade, og blev haste sendt til dyrehospitalet.

Han endte med, at få nogle alvorlige skader i ryggen og på bagbenene. Til at starte med, var hans chancer for at overleve meget lille og hvis han gjorde, var der en meget stor chancen for, at han skulle aflives. Jeg nægtede, at der var en chance for, at jeg skulle skille mig af med ham, så koste hvad det koste ville, så skulle han overleve! Jeg havde dog til alt held tegnet en hesteforsikring, så jeg selv kun skulle betale en lille del af dyrlægeregningen.

Han var igennem et længere sygdomsforløb, med nogle meget intensive operationer, men ligeså stille begyndte dyrlægerne at bliver optimistiske for, at han ville overleve. De sagde at han havde en vilje for at overleve, som de aldrig havde set før, og det ville være denne vilje der i den sidste ende ville redde ham.

Han kom sig og han ville få et liv uden smerte, hvis han ikke blev reddet på! Men jeg var ligeglad, han var i live og han ville blive gammel sammen med mig. Min drøm om at blive berider endte der, og jeg købte aldrig en ny hest, da jeg vidste, at jeg aldrig ville finde en som ham, og i stedet for ville jeg heller have ham som nusse hest hjemme ved mig selv, end at prøve på at finde glæden sammen med andre heste.

Forsikringspengene, jeg fik på grund af hesteforsikringen, gjorde at han var anvendelig som ridehest, brugte jeg til udbetaling på et lille nedlagt landbrug, hvor han ville få de bedst mulige levevilkår og jeg fortryder ikke et sekund min beslutning om at, lade ham leve og stoppe med, at forfølge min drøm om, at blive berider.