# Et musikalsk liv

> Da jeg var barn, kom jeg meget hos min onkel Henry og tante Margit, som boede temmelig tæt på mit barndomshjem. Der er ingen tvivl om, at det var besøgene hos dem, der vakte min…

## Metadata

- URL: https://www.barbarellah.dk/et-musikalsk-liv/
- Markdown URL: https://www.barbarellah.dk/et-musikalsk-liv.md
- Published: 2017-12-20T19:00:33+00:00
- Modified: 2026-10-10T03:27:36+00:00

## Content

Da jeg var barn, kom jeg meget hos min onkel Henry og tante Margit, som boede temmelig tæt på mit barndomshjem. Der er ingen tvivl om, at det var besøgene hos dem, der vakte min interesse for musik. Onkel Henry levede og åndede for musik – det var ikke blot en hobby, men nærmest en livsfilosofi. Han spillede mange forskellige instrumenter næsten virtuost, og jeg kan stadig høre hans mandolin eller violin gennem åbne vinduer i sommerkvælde.

Det var først meget senere, jeg fandt ud af, at onkel Henry havde været uddannet som instrumentmager. Det var håndværk på højeste niveau – at lave instrumenter fra bunden, at forstå træets betydning for lyden, at perfektionere hver detalje. Men allerede få år efter uddannelsen måtte han erkende, at der simpelthen ikke var økonomi i faget. Så han sadlede om og fik et job som sælger, hvilket han til alt held viste sig at være meget dygtig til. Det måtte have været en pragmatisk beslutning, men jeg undrer mig i dag over, hvad det kostede ham at opgive håndværket.

I en længere årrække mødte jeg kun sjældent mine kære slægtninge. Jeg var flyttet til København og kom kun ret sjældent på besøg i min barndomsby. Men så skete det heldigvis, at et jobskifte bragte mig tilbage “hjem” igen. Et af mine første besøg efter flytningen var selvfølgelig hos onkel Henry og Margit, som nu begge var kommet et stykke op i 60’erne.

Onkel Henry var gået på pension, og jeg spurgte naturligvis, hvad han tænkte at bruge tiden på. Med et stort smil svarede han, at han endelig ville have tid til at dyrke sin store passion for musikken. “Jamen, du holder jo aldrig fri,” indvendte tante Margit munter og fortsatte med at fortælle, at Henry var begyndt at reparere musikinstrumenter for folk. Det var oprindeligt tænkt som en hobby, en måde at holde hænderne i gang, men det havde grebet om sig på en måde, som ingen af dem havde forventet. Henry havde efterhånden en hel del kommisioner, og reparationstakten var steget år efter år.

Han viste mig sit værksted, som han havde indrettet i deres tidligere spisestue efter en ombygning af huset. Rummet var fyldt med instrumenter i forskellige stadier af restaurering – både klassiske træinstrumenter og nyere arbejder. Onkel Henry pegede på en elektrisk [guitar](https://www.danguitar.dk/), der lå på hans arbejdsbord. “Sådan nogle elektriske instrumenter er ikke ligefrem det, jeg holder mest af at arbejde med,” sagde han og gjorde en grimmase. “Nej, lad mig få noget, der skaber klangen i kraft af selve instrumentet og ikke via en forstærker og store højtalere. Der er ingen sjæl i det.”

Jeg kunne godt forstå hans synspunkt, selv om jeg måtte indrømme, at jeg heller ikke var særlig vild med de moderne keyboards, som for så mange mennesker havde erstattet det gode, gammeldags klaver. Men jeg havde dog måttet sætte mig ind i den elektronik, der var blevet sådan en stor del af moderne musikinstrumenter – det havde jeg naturligvis været nødt til, hvis jeg skulle arbejde med dem.

På gulvet ved siden af arbejdsbordet stod et flot trommesæt fra Danguitar. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det måtte da være lige noget for ham, for sådan nogle trommer er vel ikke fyldt op med elektronik.

“Nej, det er de jo ikke,” svarede onkel Henry med tydelig tilfredshed, “og du har helt ret i, at det passer mig godt at arbejde med trommer. Disse her skal have nye trommeskind, og her er det opstramningen af skindene, der er helt afgørende for klangen. Det kan jeg godt lide at arbejde med – det er håndværk, som jeg forstår og kan mærke under fingrene. Omvendt er det jo helt anderledes med de nye og meget populære [eltrommer](https://www.danguitar.dk/musikinstrumenter/trommer-percussion/trommesaet/el-trommesaet), der er baseret på så meget elektronik, at det næsten er programmering snarere end instrumentbyggeri.”

Jeg sad der og så på ham – denne mand, der havde måttet opgive sin oprindelige drøm som instrumentmager for at tjene til livets ophold, men som nu i sine pensionisår havde fundet sin vej tilbage til det, der havde betydet mest for ham. Det var ikke den samme vej, han havde gået som ung mand, men det var en vej, der gav ham tilfredshed og formål. Jeg glædede mig i mit stille sind over, at Henry tydeligvis havde det godt med sine sysler – og over, at nogle mennesker aldrig giver op på det, der betyder noget for dem.