Min søster var næsten grædefærdig, da hun i morges ringede til mig og fortalte, at der i nattens løb havde været indbrud i hendes forretning, og der var stjålet varer for mange tusinde kroner. Hun har en lille og ret eksklusiv lingeri shop på gågaden her i byen, som hun har drevet gennem de seneste mere end 15 år, og hun har aldrig tidligere været udsat for indbrudstyveri i forretningen.
Jeg tog ind til Marianne sidst på eftermiddagen for at hjælpe hende med at udfærdige en opgørelse over, hvad der var stjålet. Hun fortalte, at de to politifolk, der havde været på besøg hos hende, havde den teori, at tyvene havde troet, at det var guldsmedeforretningen ved siden af, de var brudt ind i, for indbruddet var nemlig sket fra baggården bagved forretningerne. Politifolkene havde nævnt, at lingeri jo ikke ligefrem er det, ret mange indbrudstyve går efter, for det er normalt ikke en vare, der er særligt efterspurgt på det sorte marked, så tyvene havde formentlig taget fejl af baglokalerne, men da de nu var derinde, kunne de jo lige så godt forsyne sig.
Det lød meget sandsynligt, men det gavner jo ikke den situation, Marianne nu står i, men heldigvis har hun sine forsikringer i orden, så der bliver nok ikke tale om noget økonomisk tab.
Men det er nu ærgerligt, fortalte Marianne, for jeg havde lige fået en flot kollektion hjem fra Coquette, som er et mærke, jeg ikke tidligere har forhandlet. Det er noget meget lækkert lingeri og forholdsvis dyrt. Det ville have været meget bedre, hvis de tyveknægte var løbet med noget af det billige bras, jeg også er nødt til at sælge i forretningen, bemærkede Marianne.
Vi satte os ved hendes arbejdsbord i baglokalet for at gå i gang med at få registreret, hvad der var blevet stjålet. Det var nu ikke så besværligt, for Marianne kunne ved at sammenholde regnskabet over sine indkøb med regnskabet over, hvad der er blevet solgt, ret hurtigt danne sig et overblik over, hvad der mangler.
Hun blev nu hurtigt afbrudt af en kunde i forretningen, som kom for at købe nye bikinier til den kommende feriesæson. Den ekspedition blev hurtigt overstået, hvorefter vi kunne færdiggøre opgørelsen til forsikringsselskabet.
Vi kom til at tale om, at indbrudstyvene nu nok ville stå med nogle udfordringer med hensyn til at få afsat deres tyvekoster, for hvem gider mon købe vintage på det sorte marked? Man kan jo ikke bare gå rundt og spørge tilfældige kvinder på gaden, om de er interesseret i at købe noget billigt undertøj, så det er jo nok i den nære bekendtskabskreds, tyvene skal forsøge at få noget for deres tyvekoster.
Vi kunne ikke lade være med at grine lidt, da vi forestillede os, hvordan sådan et par indbrudstyve havde reageret, da de opdagede, at de ikke var brudt ind i en guldsmedeforretning men i stedet i en forretning med undertøj. Vi var i hvert fald enige om, at de nok havde følt sig lidt snydt.